Velkommen til Bofællesskabet Svanepunktet
- På Svanepunktet tror vi på et menneskesyn hvor dine drømme, ønsker og udvikling er i fokus uanset funktionsniveau.
- På Svanepunktet samarbejder vi med dig om, at bevare og udvikle dine kompetencer, ressourcer og støtte dig i din med- og selvbestemmelse.
- På Svanepunktet støtter vi dig i at leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt, og ud fra din definition af livskvalitet.
Bofællesskabet Svanepunktet er en almen bolig § 105 med § 85 støtte. Bofællesskabet er beliggende på Paltholmterrasserne 47 – 49 1.sal og er en del af bymidten i Farum Midtpunkt.
Bofællesskabet har 19 lejligheder, og de er tidssvarende med lille køkken, bad og toilet. Alle lejlighederne har et lyst og venligt udtryk både i farver og lysindfald. De har enten egen eller delt terrasse, og der er tilknyttet fælles rum og fælleskøkken, som ligger i samme bebyggelse.
Målgruppen er beboere fra 18 til 75 år med forskellige støtte behov, se eventuelt tilbudsportalen. Beboerne kommer både fra andre bofællesskaber eller hjemme fra.
Alle borgere skal visiteres til botilbuddet.
Formålet med Botilbuddet er at skabe en boligmæssig ramme for at opretholde og vedligeholde beboernes fysiske og/eller psykiske tilstand. Botilbuddet kan også gives med henblik på at udvikle og træne sociale færdigheder, og for at understøtte den enkeltes udviklingspotentiale.
I Botilbuddet ydes der forskellige indsatser med det formål at understøtte beboernes aktuelle fysiske og/eller psykiske tilstand og udvikle og/eller vedligeholde den enkeltes muligheder og kompetencer. Støtten i Botilbuddet tilbydes efter servicelovens bestemmelser, og kan for eksempel omfatte praktisk hjælp og personlig pleje. Individuelt tilrettelagt støtte/træning i dagligdagsfunktioner, herunder hjælp til indkøb, økonomi og kontakt til offentlige instanser, pædagogisk ledsagelse osv. Ydermere er der mulighed for vedligeholdelse, optræning, udvikling af færdigheder, udvikling af sociale kompetencer og opbygning af netværk – herunder støtte til indhold i fritiden og aktiv livsstil. Samarbejde med sundhedsfagligt personale, læge, tandlæge og speciallæge og hjælp til medicinadministration. Herudover er det essentielt at gøre beboerne mere selvhjulpne, og understøtte dem i at tage større aktiv del og ansvar for eget liv. Udnytter deres ressourcer og potentialer. Dette for at give beboerne succesoplevelser der kan fremme motivation og livskvalitet.
Endvidere er der sovende nattevagt, som beboerne har mulighed for at tilkalde hvis der er behov herfor.
Hverdagen har sine rutiner og adskiller sig fra weekender og ferier. Hverdagen er derfor delt op i tiden hjemme i huset, og tiden udenfor huset. Hjemme i bofællesskabet har beboerne mulighed for fællesskab med ligestillede, og alle kan vælge at deltage i de aktiviteter, der foregår. Med Farum Bytorv og Farum Kulturhus blandt de nærmeste naboer, har beboerne dagligt mulighed for at nyde både naturen og den afveksling et bycentrum kan byde på.
I Botilbuddet er der fokus på at skabe en kultur, som beboerne kan genkende og identificere sig med. Det gør vi bl.a. med traditioner som udflugter, sommerfester, nytårsfest, påske og Julefrokost. Derudover får beboerne tilbud om en årlig ferietur med overnatning 3-5 døgn. Beboerne er medbestemmende i forhold til, at planlægge og arrangere disse traditioner og ferier.
Beboerne er selvbestemmende i forhold til, hvordan de gerne vil fejre deres fødselsdag. De beslutter i samarbejde med personalet, hvordan dagen skal afholdes, og hvad de gerne vil have at spise. Til de beboere som gerne vil invitere gæster, er der mulighed for at låne fællesrummene hvis de andre beboere giver deres accept hertil.
Bofællesskabet afholder 6 gange om året beboermøder, hvor beboerne har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Til beboermøderne udfærdiges en dagsorden, og der laves et referat, som lægges i beboernes postkasser og på hjemmesiden
Den enkelte beboer vælger selv om de vil være en del af den fælles kostkasse, som dækker morgenmad, frokost og aftensmåltider i hverdagen og måltider i weekender og toiletpapir mm.